Typer

Der er rigtig mange produkter, der er “farlige”, når de bliver til affald. Hvis vi sorterer og behandler det farlige affald rigtigt, undgår vi at sprede de miljø- eller sundhedsskadelige stoffer til omgivelserne og dermed påvirke naturen og os selv med problematiske stoffer.

Derfor skal affaldet indsamles som farligt affald eller som affald til specialbehandling. Nogle af de farlige produkter ses af oversigten herunder:

Batterier
Batterier er farligt affald, fordi de kan indeholde tungmetaller og andre skadelige stoffer, for eksempel bly, kadmium, kviksølv og litium. Hvis batterierne ikke kan tages ud af et produkt, skal hele produktet afleveres. Det gælder eksempelvis fødselsdagskort med musik eller elektriske tandbørster.

Bly
Bly fra for eksempel toppen af nogle vinflasker er et giftigt tungmetal og er derfor farligt affald. Heldigvis bruges der mindre og mindre bly til metalfolien, men der kan stadig være bly i legetøj, kosmetik, keramik, lerkrukker og krystalglas.

Deodorantspray, hårlak og andre spraydåser
Deodorantspray, hårfarve/hårlak og andre spraydåser er farligt affald, fordi de kan risikere at brænde eller eksplodere, hvis de udsættes for direkte sollys, høj varme (over 50 grader) eller tryk.

Elektronik
Elektronik kan indeholde forskellige tungmetaller for eksempel kadmium og kviksølv, som vi skal undgå at sprede i naturen. Derudover indeholder al elektronik værdifulde metaller som for eksempel guld, sølv og kobber, som vi bør genbruge. Elektronikprodukter skal derfor samles ind som specialaffald.

Kviksølvtermometre
Gammeldags kviksølvtermometre indeholder kviksølv, der er en af de farligste miljøgifte. Derfor  skal gammeldags kviksølvtermometre indsamles som farligt affald.

Lysstofrør og sparepærer
Lysstofrør og sparepærer er farligt affald, når de kasseres, fordi de indeholder kviksølv.

Kosmetik og makeup
Makeup og kosmetik kan også være farligt affald. For eksempel neglelak eller hårfarvningsmidler.

Maling og malingsfjerner
I maling og malingsfjerner kan der være stoffer – blandt andet organiske opløsningsmidler eller miljøbelastende farvestoffer/farvepigmenter – som gør det til farligt affald.

Medicinrester og kanyler
Medicinrester, kanyler og andre skarpe genstande er farligt affald,som skal indsamles og specialbehandles, så ingen kommer til skade.

Lak og lakfjerner
Rester af lak og lakfjerner (også til neglelak) er også farligt affald. Lak og lakfjerner kan indeholde organiske opløsningsmidler og miljøbelastende farvestoffer/farvepigmenter, som gør dem til farligt affald, når der er rester eller tomme emballager.

Lim og fugemasse
Rester af lim og fugemasser er farligt affald, hvis de indeholder organiske opløsningsmidler eller andre miljø- eller sundhedsskadelige stoffer.

Skrappe rengøringsmidler
Mange af de rengøringsmidler, vi bruger i forskellige sammenhænge, indeholder miljø- eller sundhedsskadelige stoffer, som gør dem til farligt affald. De er mærket med røde og hvide faresymboler. Se faresymbolerne her: kemi.taenk.dk

Hvis vi sorterer og behandler det farlige affald rigtigt, undgår vi at sprede de miljø- eller sundhedsskadelige stoffer til omgivelserne og dermed påvirke naturen og os selv med problematiske stoffer.

Aktuelle nyheder


ARROW-DOWN